ABSTRACT
Arkivmateriale er en forudsætning for historieskrivning, også indenfor de
eksakte naturvidenskabers historie, hvor det desuden kræver speciel
ekspertise at vurdere materialets værdi som forskningsobjekt. Som en
selvejende institution under Undervisningsministeriet, opbevarer og
tilgængeliggør Niels Bohr Arkivet (NBA) Niels Bohrs efterladte papirer,
samt arkivalier efter nogle af Bohrs nærmeste medarbejdere. NBA bliver
jævnligt benyttet af videnskabshistorikere fra hele verden og har et tæt
samarbejde med mange arkiver og videnskabshistoriske institutioner. Siden
1972 har Arkivet været ansvarlig for udgivelsen af Niels Bohr Collected
Works, der bliver publiceret af forlaget Elsevier og som nu er tæt på at
være afsluttet. Arkivet arrangerer videnskabshistoriske seminarer for
videnskabshistorikere, fysikere og andre interesserede og er forpligtet
overfor ministeriet til at formidle naturvidenskabelige emner til
gymnasieelever. NBA er desuden nært forbundet med Niels Bohr Institutet på
Blegdamsvej, hvor det har lokaler.
På mødet vil Arkivets samlinger samt eksempler på anvendelse af materiale herfra blive præsenteret. Desuden vil der være en gennemgang af NBAs øvrige opgaver og forpligtelser, og samarbejdet med andre institutioner i ind- og udland vil blive beskrevet. Endelig vil der blive lagt op til diskussion om lokalisering, udvælgelse, bevaring, registrering, tilgængeliggørelse og benyttelse af arkivmateriale i videnskabshistorien.
Der vil blive en kort rundvisning i de nye lokaler, som NBA tog i brug i 1998.
Auditorium A er op af en trappe fra hoveddøren i Blegdamsvej 15, der vil være åben kl. 19.30-20.00.