1
Kære Heisenberg,
Jeg har set en bog “Stærkere end tusind sole” af Robert Jungk, der for
nylig er udkommet på dansk, og jeg synes jeg skylder dig at sige, at det har
forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig i dit
brev til bogens forfatter, der i uddrag er aftrykt i den danske udgave.
Jeg husker selv hvert ord af
vore samtaler, der jo fandt sted på en baggrund af yderste sorg og spænding for
os heroppe i Danmark. Især gjorde det et stort indtryk både på Margrethe og mig
og på alle på Instituttet, som I talte med, at du og Weizsäcker gav udtryk for
jeres bestemte overbevisning at Tyskland vilde sejre og at det derfor var
ganske tåbeligt af os andre at opretholde håbet om en anden udgang af krigen og
stille os tilbageholdende overfor alle tyske tilbud om samarbejde. Jeg husker
også ganske nøje vor samtale i min stue på Instituttet, hvor Du i vage
vendinger talte på en måde der måtte give mig det bestemte indtryk, at man i
Tyskland under din ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben og at du sagde
at vi ikke behøvede at tale om enkeltheder, fordi du var så nøje inde deri og i
de sidste to år væsentlig kun havde beskæftiget dig med sådanne forberedelser.
Jeg hørte på det uden at sige noget, idet det drejede sig om [en] stor
menneskelig sag, hvori vi trods vores personlige venskab måtte opfattes som
repræsentanter for to på liv og død kæmpende
[NEW PAGE]
2
sider. At min
tavshed og alvor, som du skriver i brevet, kunde opfattes som forskrækkelse
over dine meddelelser om at man kunde lave atombomben, er en helt ejendommelig
misforståelse, der må skyldes den store spænding i dit eget sind. Fra den dag
tre år før, hvor jeg blev klar over at langsomme neutroner kun kunde frembringe
fission i Uran235 og ikke 238 var det jo indlysende for mig at man ved at
skille uranerne vilde have en bombe med sikker virkning. Jeg havde endda i Juni
1939 i Birmingham holdt et offentligt foredrag om uranspaltningen, hvor jeg talte
om en sådan bombes virkninger, men naturligvis tilføjede at de tekniske
forberedelser vilde være så store at man ikke vidste hvor hurtigt de kunde
overkommes. Hvis noget i min opførsel kunde tyde på forskrækkelse lå det derfor
ikke i sådanne meddelelser, men i efterretningen om at man, så vidt jeg måtte
forstå, i Tyskland så energisk deltog i et kapløb om at komme først med
atomvåben.
I øvrigt vidste jeg dengang intet om hvor langt man allerede var kommet i
England og Amerika hvad jeg jo først fik at vide da det året efter lykkedes mig
at komme til England efter meddelelse om at den tyske besættelsesmagt i Danmark
havde truffet forberedelse til min arrestation.
Alt dette er jo kun en gengivelse af, hvad jeg klart husker fra vore
samtaler og som i den næstfølgende tid naturligvis var genstand for indgående
drøftelse på Instituttet og med andre fortrolige venner i Danmark. En ganske
anden sag er at jeg dengang og siden altid har haft det bestemte indtryk at du
og Weizsäcker
[NEW PAGE]
3
havde arrangeret
symposiet i det tyske Institut, hvori jeg af principmæssige grunde ikke selv
deltog, og besøget hos os for at forsikre jer om at vi ikke led overlast og
prøve på enhver måde at hjælpe os i vor farlige situation.
Dette brev er jo for så vidt kun mellem os, men på grund af det røre, som
bogen allerede har vakt i danske aviser, har jeg ment det rigtigt i
fortrolighed at meddele brevets indhold til direktøren for det danske
udenrigsministerium og ambassadør Duckwitz.