1.
Kære Heisenberg.
Jeg har længe tænkt at skrive til dig om en sag, om hvilken jeg stadig bliver
spurgt fra så mange forskellige sider. Det drejer sig om dit og Weizsäcker’s
besøg i København i efteråret 1941. Som du ved af vore samtaler i de første år
efter krigen, fik vi jo her en helt anden opfattelse af hvad der hændte under
dette besøg, end den som du i Jungk’s bog har givet udtryk for. Når jeg skriver
til dig er det især fordi hele spørgsmålet om atomenergiprojekterne under
krigen er gjort til genstand for grundige studier i England baseret på adgang
til regeringsarkiver, derunder også efterretningsvæsenets opbevarede materiale.
I denne forbindelse har jeg haft indgående samtaler om min tilknytning til hele
projektet; herunder er også spørgsmål vedrørende dit besøg i 1941 blevet
fremdraget, og jeg har derfor syntes at det var rigtigst, at prøve at give dig
et så nøjagtigt indtryk som muligt af hvordan vi her opfattede besøget.
[NEW PAGE]
2.
Selv om vi var klare over at der bag
besøget lå et ønske om at se hvordan vi havde det i København i den farefulde
stilling under den tyske besættelse og prøve hvad råd I kunne give os, forstod
du vel også at det bragte os, der kun levede på forhåbningen om et nederlag for
den tyske nazisme, i en vanskelig situation at mødes og tale med nogen, der så
stærkt som du og Weizsäcker udtrykte jeres sikre overbevisning om en tysk sejr
og tillid til hvad den vilde bringe. Naturligvis forstår vi godt, at det måske
er svært for jer at holde rede på hvordan I tænkte og udtalte jer på de
forskellige tidspunkter under krigen, hvis forløb jo efterhånden ændredes således
at overbevisningen om tysk sejr gradvis måtte svækkes for til slut at ende med
vished om nederlaget.
[NEW PAGE]
3.
Det jeg imidlertid særlig tænker på er den samtale vi havde i mit kontor på
instituttet, og hvor jeg på grund af det emne du bragte op, nøje indprentede
mig hvert ord der faldt. Det måtte jo
gøre et meget stærkt indtryk på mig, at du straks til at begynde med udtalte,
at du følte dig sikker på, at krigen, hvis den varede tilstrækkelig længe ville
blive afgjort ved atomvåben. Jeg havde jo på det tidspunkt intet som helst
kendskab til de forberedelser, der var i gang i England og Amerika. Du
tilføjede, da jeg måske så tvivlende ud, at jeg måtte forstå at du i de sidste
år næsten udelukkende havde beskæftiget dig med dette spørgsmål, og ikke
tvivlede på, at det kunne lade sig gøre. Det er mig derfor ganske ubegribeligt,
at du skulle mene, at have antydet for mig, at de tyske fysikere ville gøre
hvad de kunne for at hindre en sådan udnyttelse af atomvidenskaben. Under
samtalen, der jo kun blev meget kort, var jeg naturligvis meget
tilbageholdende, men tænkte ikke desto mindre meget over dens indhold, og min
forskrækkelse blev jo ikke mindre ved at høre fra de andre på instituttet, at
Weizsäcker havde udtalt hvor lykkeligt det ville være for videnskabens stilling
i Tyskland efter sejren, at du kunne hjælpe så væsentligt dertil.
[NEW PAGE]
4.
I dit brev til Jungk kommer du også ind på Jensens besøg i København i 1943 under sine rejser til Norge for at medvirke ved bestræbelserne på at forøge produktionen af tungt vand. Det er rigtigt, at Jensen over for os understregede at dette arbejde kun tog sigte på energifrembringelse til industrielle formål, men selv om vi var tilbøjelige til at nære tillid til hans oprigtighed, følte vi os på ingen måde sikre på hvormeget han selv vidste om hele arbejdet i Tyskland. Der fremkom jo også i de år fra tysk side ofte bebudelser af nye afgørende våben. Ved møderne med Jensen var jeg ligeledes yderst tilbageholden som følge af den stadig voksende spionering fra det tyske politis side.
Da jeg, for at undgå en umiddelbart forestående arrestation, måtte flygte
til Sverige i efteråret 1943 og derfra kom til England, lærte jeg for første
gang om det da allerede vidt fremskredne amerikansk–engelske atomprojekt. Spørgsmålet
om, hvor langt man var kommet i Tyskland, optog ikke alene fysikerne, men også
regeringerne og efterretningstjenesten, og jeg blev inddraget i drøftelserne
derom. Jeg fortalte om alle vore oplevelser i København, i hvilken forbindelse
også spørgsmålet blev rejst hvad bemyndigelse der fra den tyske regerings side
måtte være givet dig til at berøre et så farligt spørgsmål, med så store
politisk konsekvenser over for nogen i et besat og fjendtligt indstillet land.
Drøftelserne fik dog ikke nogen afgørende betydning, hverken i den ene eller
anden retning, idet
[NEW PAGE]
5.
det, på basis af
efterretningstjenestens oplysninger, allerede da var ret klart, at der ikke i
Tyskland var mulighed for at gennemføre et så stort foretagende førend krigens
afslutning.
Jeg har skrevet så udførligt for så godt jeg kan at belyse hele sagen over
for dig, og håber, at vi ved lejlighed kan tale nærmere sammen derom.