udkast
aldrig færdiggjort
NB besluttede ikke at skrive.
26.3.1962
Kære Heisenberg.
Jeg har længe tænkt at skrive til dig om en sag, om hvilken jeg stadig
bliver spurgt fra så mange forskellige sider. Det drejer sig om dit og
Weizsäckers besøg i København i efteråret 1941. Som du ved af vore samtaler i
de første år efter krigen, fik vi jo her en helt anden opfattelse af, hvad der
hændte under dette besøg, end den som du i Jungk’s bog har givet udtryk for.
Når jeg skriver til dig, er det især fordi hele spørgsmålet om
atomenergiprojekterne under krigen er gjort til genstand for grundige studier i
England, baseret på adgang til regeringsarkiver, derunder også
efterretningsvæsenets opbevarede materiale. I denne forbindelse har jeg haft indgående
samtaler om min tilknytning til hele projektet, <og> herunder er også
spørgsmål vedrørende dit besøg i 1941 blevet fremdraget. Jeg har derfor syntes,
at det var rigtigst at prøve at give dig et så nøjagtigt indtryk som muligt af,
hvordan vi her opfattede besøget.
Selv om vi var klare over, at der bag besøget lå et ønske om at se, hvordan
vi havde det i København i den farefulde stilling under den tyske besættelse og
prøve, hvad råd I kunne give os, forstod du vel også, at det bragte os, der kun
levede på forhåbningen om et nederlag for den tyske nazisme, i en vanskelig
situation at mødes og tale med nogen, der så stærkt som du og Weizsäcker
udtrykte jeres sikre overbevisning om en tysk sejr og tillid til, hvad den
ville bringe. Naturligvis forstår vi godt, at det måske er svært for jer at
holde rede på, hvordan I tænkte og udtalte jer på de forskellige tidspunkter
under krigen, hvis forløb jo efterhånden ændredes således, at over-
[NEW PAGE]
- 2 -
bevisningen om
tysk sejr gradvis måtte svækkes for til slut at ende med vished om nederlaget.
Det jeg imidlertid særligt tænker på, er den samtale vi havde i mit kontor
på Instituttet, og hvor jeg på grund af det emne, du bragte op, nøje
indprentede mig hvert ord der faldt. Det måtte
jo gøre et meget stærkt indtryk på mig, at du straks til at begynde med
udtalte, at du følte dig sikker på, at krigen, hvis den varede tilstrækkeligt
længe, ville blive afgjort ved atomvåben. Jeg havde jo på det tidspunkt intet
som helst kendskab til de forberedelser, der var i gang i England og Amerika.
Du tilføjede, da jeg måske så tvivlende ud, at jeg måtte forstå, at du i de
sidste år næsten udelukkende havde beskæftiget dig med dette spørgsmål og ikke
tvivlede på, at det kunne lade sig gøre. Det er mig derfor ganske ubegribeligt,
at du skulle mene at have antydet for mig, at de tyske fysikere ville gøre hvad
de kunne for at hindre en sådan udnyttelse af atomvidenskaben. Under samtalen,
der jo kun blev meget kort, var jeg naturligvis meget tilbageholdende, men
tænkte ikke desto mindre meget over
dens indhold, og min forskrækkelse blev jo ikke mindre ved at høre fra de andre
på Instituttet, at Weizsäcker havde udtalt, hvor lykkeligt det ville være for
videnskabens stilling i Tyskland efter sejren, at du kunne hjælpe så væsentligt
dertil.
I dit brev til Jungk kommer du også ind på Jensens
besøg i København i 1943 under hans rejser til Norge for at medvirke ved
bestræbelserne på at forøge produktionen af tungt vand. Det er rigtigt, at
Jensen over for os understregede, at dette arbejde kun tog sigte på
energifrembringelse til industrielle formål, men selv om vi var tilbøjelige til
at nære tillid til hans oprigtighed, følte vi os på ingen måde sikre på, hvor
meget han selv vidste om hele arbejdet i Tyskland.
[NEW PAGE]
- 3 -
Der fremkom jo også i de år fra tysk side ofte bebudelser af nye afgørende våben. Ved møderne med Jensen var jeg ligeledes yderst tilbageholden som følge af den stadig voksende spionering fra det tyske politis side.
Da jeg, for at undgå en umiddelbart forestående arrestation, måtte flygte
til Sverige i efteråret 1943 og derfra kom til England, lærte jeg for første
gang om det da allerede vidt fremskredne amerikansk–engelske atomprojekt.
Spørgsmålet om, hvor langt man var kommet i Tyskland, optog ikke alene fysikerne,
men også regeringerne og efterretningstjenesten, og jeg blev inddraget i
drøftelserne derom. Jeg fortalte om alle vore oplevelser i København, i hvilken
forbindelse også spørgsmålet blev rejst, hvad bemyndigelse der fra den tyske
regerings side måtte være givet dig til at berøre et så farligt spørgsmål, med
så store politiske konsekvenser, over for nogen i et besat og fjendtligt
indstillet land. Drøftelserne fik dog ikke nogen afgørende betydning, hverken i
den ene eller anden retning, idet det, på basis af efterretningstjenestens
oplysninger, allerede da var ret klart, at der ikke i Tyskland var mulighed for
at gennemføre et så stort foretagende førend krigens afslutning.
Jeg har skrevet så udførligt for, så godt jeg kan, at belyse hele sagen
over for dig, og håber, at vi ved lejlighed kan tale nærmere sammen derom.